Klik, Klik – og endnu en af “de 5 store” er i kassen. Cameraernes klik, klik har siden 1977 været afløst af riffel-knallet i jagten på de 5 store i Kenya. De “5 store” er vandbøffel, elefant, næsehorn, leopard og løve. Det er de dyr, man anser for at være farligst for mennesker. Rifflernes dræbende effekt mod Kenyas vilde dyr døde næsten ud i 1989, da den Kenyanske regering gav den hvide kenyaner, biologen Richard Leakey enevældig magt til, at bekæmpe krybskytteriet. Fra 1977 til 1989 var jagt også forbudt i Kenya, men alligevel florerede krybskytteriet og først da Richard Leakey ved hjælp af et korps på næsten 4.000 vildtbetjente,- der skød før de stillede spørgsmål-, ophørte krybskytteriet. Det lykkedes at stoppe den truende udryddelse af elefanter og især næsehorn. I udlandet især hos visse miljøorganisationerne, der er imod jagt og som fejlagtigt har den opfattelse, at stop for storvildtjagt kan redde Afrikas vilde dyr, blev Richard Leakey populær.
Men ikke i Kenya. Blandt befolkningen, der lever i og nær Kenyas store nationalparker, blev han mere og mere upopulær, fordi de voksende flokke af vilde dyr, især elefanterne ødelagde den lokale befolknings landbrugsområder. De vilde dyr er simpelthen en plage for den voksende landbefolkning. Kenyas indbyggertal er steget fra 6. mio i 1973 til ca. 25 mio i dag – og vil inden for de næste 25 år fordobles.
17 nationalparker
Da Kenya mangler god landbrugsjord kan befolkningen ikke forstå, at dyrene skal være fredet. Især når der er jord at dyrke i mange af Kenyas 17 store nationalparker, hvoraf den største, Tsavo er på størrelse med Jylland.
Konflikten mellem dyr og mennesker i Kenya er ikke af ny dato. Og Richard Leakey indså da også i 1991, at nogle af de mange dollars fra fotosafarierne burde føres tilbage til landbefolkningen. Men disse tanker var ikke lige populære hos visse embedsmænd og visse politikere i regeringen i Nairobi. De beskyldte Leakey for selv, at stikke nogle af midlerne i egen lomme. Ligesom beskyldninger om bestikkelse og korrupte politikere indgik i hetzen mod Richard Leakey. Resultatet blev, at han i begyndelsen af 1994 sagde sit job op.
Glemte dyrenes tarv
Men selv om Richard Leakey er borte, holdes der stadig øje med krybskytteriet i Kenya, hvor vildbetjenetene stadig har ordre til at skyde for at dræbe.
Filosofien bag Richard Leakey vildtforvaltning var at redde dyrene, vise dem for turister og dermed skaffe midler til drift af parkerne og til bekæmpelse af krybskytteriet.
Men han glemte i den sammenhæng også, at se på dyrenes tarv generelt.
Elefanten og næsehornet blev dog stort set via denne filosofi reddet fra total udryddelse, og turisterne strømmede til. Indtægterne beløb sig til ca. 150-200 mio kr. årligt. Samtidigt voksede den store bestand af hjorte, gazeller, antiloper og disse byttedyrs voldsomme vækst førte til en voldsom stigning i antallet af rovdyr.
I dag er bestanden af ovennævnte dyr så store, især i nationalparken Masai Mara (ca. 2000 km2) i det sydvestlige Kenya. Parken grænser op til Tanzanias store Serengeti Nationalpark.
Bestanden af fugle og pattedyr er her verdens tætteste. Så tæt, at der er opstået epidemier især blandt løverne og andre rovdyr. Områdernes bæreevne er simpelthen overskredet og nu dør dyrene af sygdomme.
Kontrolleret afskydning
En kontrolleret afskydning kombineret med lokal forvaltning ville løse både problemet med for mange dyr og stoppe krybskytteriet og give lokal-befolkningen indtjening til, at forbedre deres levestandard. Samtidigt ville en lokalforvaltning give dem forståelse for, at vildtet er en meget bedre afgrøde end landbrugsdrift på den magre og ofte tørkeramte savanne.
At elefantbestanden nu igen vokser, sker på bekostning af den lokale befolknings muligheder for at dyrke landbrug. En elefant æder op til 150 kg planteføde om dagen. Elefanten er og har været det største problem i det østlige Afrika lige siden begyndelsen af dette århundrede. Når befolkningen vokser, er der ikke plads til så mange elefanter, og så har befolkningen selv taget sig af reguleringen via krybskytteri. Også fordi elefantens stødtænder er en god handelsvare.
Projektet Campfire
I Zimbabwe har man for ca. 20 år siden ændret politik. Et projekt ved navn Campfire har fået succes. Gennem en fornuftig udnyttelse bekæmper man både fattigdom og får den lokale befolkning til at forstå, at vildtet er en udbyttebar ressource, som kan jages.
Salget af vildtkød og licens indtægterne fra trofæjagten har medført en højere levestandard i mange områder, og har stoppet krybskytteriet. Gennem denne vildtforvaltning- wise use- undgås samtidig ødelæggelse af skov, savanne og sygdom blandt de vilde dyr.
Filosofien bag Campfire projektet praktiseres i dag med succes i Sydafrika, Namibia, Zimbabwe, Botswana og Cameroun og skal også afprøves i Tanzania.
I disse lande er nogle af de arter, der står på den såkaldte Washington-konvention over truede dyrearter, på vej frem. Det er bl.a. elefanter, næsehorn, leoparder og gepard.
Fortalerne for bevarelsen af vildtets på dets egne præmisser er ofte personer, i storbyerne og for hvem tanken om, at vildtet er en af landets ressourcer på lige fod med alle andre meget fremmed.
I stedet for at udnytte Afrikas enorme vildtressourcer ønsker disse mennesker – med støtte fra en række regeringer i Afrika -, at bevare de vilde dyr “uforstyrrede” i en række nationalparker, hvor de kan leve i “fred”.
Det er opfattelsen, at man bedst udnytter vildtet ved at lade turister betale penge for at iagttage det i nationalparkerne.
Desværre er denne filosofi set fra vildtets side ikke holdbar, idet omkostningerne til denne form for”opbevaring” af nogle få procent af vildtbestanden ikke kan finansiere sig selv.
Vildtet – en økonomisk ressource
Kun i Kenya og Sydafrika, hvor nationalparkerne ligger tæt på de store byer og internationale lufthavnen er der mulighed for at trække turister til i et omfang, som giver betydelige indtægter.
Men dette er ikke tilfældet i langt de fleste stater i Øst- og Sydafrika og derfor er den eneste måde at bevare vildtet på, at gøre det til økonomisk aktiv i form af en ressource, der udnyttes på et bæredygtigt grundlag.
Udviklingen gennem tusinder år har samtidig vist, at vildtet er langt bedre til, at udnytte biotopen og kan faktisk levere ti gange så meget protein i form af kød, som husdyr kan.
Ved en professionel styret afskydning (wise use) og med den lokale befolkning medvirken, hvor den får del i kød og penge, ophører krybskytteriet automatisk.
Udviklingen de sidste 10-15 år har vist, at handels restriktionerne, demonstrationer samt vedtagelse af alle mulige konventioner fra velmenede ikke-jægere, repræsenteret i Vestens mange miljøorganisationer, hverken redder dyrene eller Afrikas folk. Kun befolkningen egne forståelse og medbestemmelse gennem “Wise Use” princippet løser konflikten mellem mennesker og dyr især i det østlige Afrika.