Det var de indfødte, pelsjægerne og de opdagelsesrejsende, der formede og grundlagde, det Canada vi kender i dag.

Efter at isen trak sig tilbage efter den store istid i for cirka 15.000 år siden kom dyrene til Canadas vildmarker. Efter dyrene kom mennesket, og i Canada kom de indfødte fra Asien og de fulgte bogstaveligt talt i dyrenes fodspor. De veksler eller stier som dyrene skabte gennem årtusinder, fulgte de indfødte og kom rundt ved at benytte det kæmpemæssige net af floder, der afvander store dele af verdens næststørste land, enten mod øst, nord mod Hudson Bay, eller mod ishavet, (MakenzieRiver, Yukon River) eller de store floder mod vest, Fraser River og Columbia River.

I dag er det langs floderne i floddalene, og bjergpassene, at de moderne veje, motorveje og jernbaner løber og forbinder Canada fra øst til vest tværs over Rocky Mountains.

Fort St. James Historic Site ligger i den lille by Fort St. James ved søen Stuart i staten British Columbia. Fortet ligger omkring 35 km fra hovedvej 16, der løber fra Edmonton, -hovedstaden i Alberta – over de canadiske Rocky Mountains og videre nordvest på til den lille havneby Prince Rubert ved den canadiske Stillehavskyst.

På fortet, der er en slags frilandsmuseum får man et indblik i hele Canadas historie fra de første indfødte ankom for 15.000 år siden og frem til tiden for de opdagelsesrejsende og pelsjægerne.

Allerede i døråbningen på det brune træhus møder jeg duften af pelse. I den ene ende af det storerum hænger der pelse af bæver, polarræv, kuoyte, enkelte bjørneskind og rensdyr. Bygningen med de mange skind er blot en af mange i frilandsmuseet, der består af omkring 20 bygninger, hvoraf den vigtigste er selve handelsstationen, en blandet købmandshandel med alt lige fra fiskeredskaber, jagtudstyr, beklædningsgenstande, tæpper, redskaber med videre til dåsemad og anden proviant.

Museum fortæller historie

I 1950eme besluttede den canadiske regering (efter at handelsstationen officielt var blevet lukket i 1952 af Hudson Bay Company, der havde drevet handelsstationen i næsten 150 år)  at indrette et frilandsmuseum på det sted, hvor pelsdyrskind-handelsstationen blev grundlagt i 1806 af Simon Fraser, købmand og opdagelsesrejsende. Det var lykkedes for Fraser at komme helt fra østkysten (en strækning på 5550 km fra Montreal) til området øst for Rocky Mountains ved at sejle i kano imod strømmen op ad floden Peace River.

Via forskellige bjergpas kom Fraser og hans hjælpere efter store besværligheder over Rocky Mountains og ned på den anden side bjergkæden. I området boede der mange indfødte (1. nation) som udelukkende levede af laks. Fraser så mulighederne for at oprette en handelsstation, og i hans firmas navn, – North West Company (få år senere opkøbt af Hudson Bay Company) oprettede han den første handelsstation vest for bjergene ved søen, der senere blev opkaldt efter Frasers assistent John Stuart. Ved søens østlige bred levede der dengang en 1. nations stamme ved navn Dakelth i landsbyen Nakázdeli. Fraser fik overtalt høvdingen, chief  Kwéh til at lede handelsstationen, og på den måde håbede Fraser at uoverensstemmelserne mellem de hvide nybyggere, pelsjægerne og de indfødte, kunne undgås.

Overalt i Canada boede der i 1700 og 1800 tallet hundredevis af stammer, som dog for manges vedkommende havde et til fælles.  Nemlig at stammerne var opdelt i fire hovedstammer Frog, Eagle, Wolf og Fireweed. Disse stammer har levet i Canada  i tusinder af år som samlere, fiskere og jægere.   

De indfødte folk levede i pagt med naturen.  I nogle områder var stammerne mere velstående end i andre området, især var stammerne langs floderne velstående efter datidens forhold, idet der var mad nok i form af rigdommen på fisk, dyr og planter, som de kunne leve af. De europæiske nybyggere medbragte i 1800-tallet en lang række sygdomme, som mæslinger, kolera og kopper, og de udslettede mange landsbysamfund totalt.

Totempæle

Nær handelsstationen, som Fraser grundlagde ved søen, lå landsbyen Nakazdeli beboet af 1. nation. De boede i træhuse af rødt cedertræ. Foran disse huse rejste beboerne en lang række totempæle. Totempælene har en særlig betydning for 1. nationsfolkene, og de ældste som findes i British Columbia, er omkring 160 år gamle. Det er lykkedes at bevare dem ved at male træet med farverudtræk fra planter i naturen. Udskæringerne på de op til 10-15 meter høje pæle er en specialiseret kulturel udtryksform blandt 1. nationsfolkene i Canada. Denne udtryksform nåede sit højdepunkt i 1800-tallet. Motiverne henviser til personers eller klaners skytsånder, en slægts våbenmærker eller historiske og mytologiske fortællinger. Pælene rejstes til ære for afdøde eller levende personer af høj rang. Selve rejsningen af en totempæl var omgivet af stort ceremoniel og udgjorde en skelsættende begivenhed i en slægts historie.

Fire hovedhuse

I en af de øvrige bygninger på Fort St. James er der en workshop, hvor efterkommere fra det oprindelige folk viser, hvordan man fremstiller beklædningsstande af skind, og lavede redskaber af knogler, m.v. Desuden berettes om livet på handelsstationen og om 1. nations historie, som er blevet fortalt fra mund til mund gennem årtusinder. 

Landsbyen bestod af fire hovedhuse nemlig Frog huset, Fireweed huset, Eagle huset og Wolf huset samt yderligere en række såkaldte langhuse. Det enkelte hus har sin historie og sin funktion, og de illustrer, hvordan de enkelte landsbyer var bygget op. Forår og sommer indsamlede befolkningerne forråd i form af fisk og kød, således at stammen kunne klare sig igennem den lange vinterperiode. Man tørrede og røg kød og fisk, man indsamlede bær fra planterne i skoven, man fældede træer til byggeri og til beklædning (barken).

Derfor var den lune tid på året en travl tid for beboerne, hvor alle var med til at skaffe mad til vinteren. Men om vinteren slappede man af med at spise, drikke, danse og feste og fortælle historier, som var blevet fortalt ved mundtlig overlevering igennem tusinder af år. remonier og farverige festligheder, som man kaldte yukw. De legender, der blev fortalt ved stamme festerne, finder man overalt i Canada hos den oprindelige befolkning som har beboet landet siden istiden for 15.000 år siden.

Livet på handelsstationen

På frilandsmuseet er nogle af bygningerne de oprindelige, der blev bygget i 1806, mens andre efter brande i slutningen af 1800- tallet er blevet tilbageført som de oprindeligt så ud.                                   

Foruden bygningen med opbevaring og modtagelse af pelse, findes som nævnt selve købmandsbutikken, hvor der blev handlet med alt det, som de indfødte havde brug for, hvis deres livsstil skulle ændres fra udelukkende at leve af fisk (laks.)                                                                                                      

Desuden findes en bygning, hvor en missionær ved navn A.C. Morice boede. Han havde igennem årene et tæt forhold til de indfødte, og nedskrev historien om livet iblandt de indfødte generelt i British Columbia. Han var også med til at lave en af de første ordbøger på de indfødtes Dakelh sprog kaldet Athaspaskan.                                                   

Fortets katolske kirke, hvor Moricc i øvrigt også havde indrettet et lilletrykkeri, findes stadig i byen. En særlig bygning, som faktisk står på pæle, er depotet, hvor man tørrede laks. Man havde ikke salt her i området i 1800- tallet. Derfor var den bedste måde at opbevare og ”konservere” laks og ørreder på, at hænge de rensede fisk til tørring, hvorefter fiskene kunne holde sig i lang tid. De udgjorde føde både til mennesker og dyr.

Efterhånden som handelsstationen voksede og flere nybyggere slog sig ned, blev der bygget flere boliger samt en stor bolig til bestyreren. Bestyreboligens stuer er møbleret med møbler fra perioden fra slutningen af 1800-talle. Husgeråd fra perioden er også udstillet sammen med beklædning af beboernes daglige tøj frem til 1952, hvor handelsstationen blev lukket.

Sameksistens

Ved indgangen til frilandsmuseet er der indrettet et lille museum,  hvor der med tekster og fotos vises sameksistensen mellem de indfødte, købmændene, og pelsjægerne. Denne sameksistens var ikke altid lige let og ofte kom det til uoverensstemmelser. Blandt andet på grund af sprogvanskeligheder, men også fordi de indfødte følte sig udnyttet.                                                                                                     

Efterhånden fandt de indfødte stammer langs floderne og søen Stuart ud af, at de kunne få alle de nye revolutionerende ting til deres daglige liv på handelsstationen ved at komme med et skind i ny og næ. I starten kom de med deres skind, men interessen for at komme med pelskind var ikke så stor og da købmændene gerne købte laks, som der var masser af, kom der ikke skind nok til handelsstationen.

Pelsjægerne kunne ikke levere nok til at omsætningen kunne give penge nok til indkøb af de handelsprodukter, som alle skulle bruge, og som blev bragt frem øst fra efter en lang og besværlig rejse. Turen fra det østlige Canada til området i vest for Rocky Mountians tog til fods, på hesteryg og i kano på floderne mere end et halvt år.

Da købmændene imidlertid skulle bruge skind for at købe deres varer østpå, måtte handelsselskabet på et tidspunkt indføre en regel om, at man kun kunne handle i butikken, såfremt man medbragte skind. Den ordning førte en overgang til uro i lokalsamfundet. At uroen ulmede under overfladen mellem nybyggerne og de indfødte fremgår af en dagbogsudskrift fra en af lederen af handelsstationen i 1811-1813, Daniel Harmon. Han skriver blandt andet: ”Vi har ikke ret meget at lave, og vi bruger kun en femtedel af vores tid på handelsstationen med handel. Derfor er der tid til at læse, selvom det ikke er de bedste bøger vi har på stationen. Jeg bruger megen tid på at læse og jeg bruger megen tid på at fundere over tiden, der er gået siden jeg forlod mine slægtninge og venner på østkysten, ligesom jeg fundere over livet her i dette brutale land”.  

Bisonokser og laks

Da Fraser grundlagde handelsstationen levede de fleste indfødte på østsiden af Rocky Mountains af kød fra bisonokser, mens stammerne på vestsiden af bjergene levede af laks. I en af dagbøgeme på museet fra 1815 skrev den daværende leder af handelsstationen John Stuart blandt andet: ” Vi har ikke bisonkød eller dyrekød, undtaget lidt rensdyrkød, og derfor er stammerne heromkring udelukkende afhængig af sikre sig føde fra elve, floder og søer. 

Bemandingen af handelsstationen ændres meget gennem årene. I starten af 1800-tallet var det hovedsagelig købmænd øst fra, som drev stationen, men i begyndelsen af det 20 århundrede var det næsten kun indfødte, som arbejdede for Hudson Bay Company (HBC) grundlagt i 1670 (Konkurrenten North America Company blev udkonkurreret af Hudson Bay Company og blev i 1821 tvunget til at fusionere med HBC). Desuden ændredes arbejdsopgaverne på stationerne. De første 100 år var hovedopgaven at handle med pelskind og laks, mens dette langsomt ændrede sig i takt med at pelsjagten mistede sin betydning, til at de indfødte hjalp med bådbygning og med transport op ad floderne til de nærliggende jernbaner (jernbanen kom til området i 1880erne).   Ved et besøg i Fort St. James får man et indgående kendskab til hele Canadas historie. I dag bor der stadig cirka 1.4 millioner 1. nations folk i Canada spredt ud over hele landet. Mange steder er der lavet museer som fortæller om 1. nations historie, kultur og levevis.