Den tosporede vej er nogle steder smal og meget kuperet. Andre steder er der tale om decideret bjergkørsel ad den snoede vej med de høje klipper på begge sider af dalen. Til venstre for vejen løber floden Kawarau, der er cirka 60 kilometer lang. Vi har fulgt vejen siden byen Cromwell og er på vej i retning mod Queenstown. Vi befinder os i Otago-regionen midt i den sydligste del af New Zealands sydlige ø.

Området er fyldt med vidnesbyrd fra de hvide nybyggeres ankomst til området for cirka 150 år siden. Floden, vi kører langs med, bliver smallere og smallere, jo nærmere vi kommer Queenstown. Snart løber den dybt nede i kløften, og vi hører den øredøvende larm fra den vilde strøm, mens vandet vælter sig ned over store og mindre klippesten i flodløbet.

Floden begynder sit løb i søen Watapuki ved Queenstown. Undervejs løber flere bifloder til – blandt andet Shotover- og Arrow-floderne. Begge steder var der store guldfund i 1860’erne, og det samme er tilfældet nogle steder langs selve Kawarau-floden, der ved Cromwell løber ud i søen Dunstan.

Spøgelseshuse fra guldfebertiden

Langs floden ligger der på sydsiden flere steder mindre hytter, og der er gravet huler ind i bjergsiden.

Disse primitive hytter stammer fra guldgraverne, som i stort tal kom til området i 1861. Guldfundene fik folk til at strømme til området fra blandt andet Australien og Californien, og en overgang var her flere end 15.000 mennesker, langt de fleste mænd. Men guldfeberen var kortvarig. Efter tre-fire år var de største fund »høstet«, og det blev mere og mere besværligt at udvinde guldet fra de vilde floder. Derfor efterlod guldgraverne og lykkeridderne hurtigt deres primitive hytter og værkstedsbygninger, der i dag ligger tilbage som spøgelseshuse flere steder. Der var dog stadig guld i området, men kun i små mængder, og de sidste guldminer blev lukket i 1930’erne.

Floden Kawarau og dens vilde strøm er i moderne tid blevet en stor attraktion for eventyrlystne vovehalse, der søger vilde oplevelser.

I dag kan turisterne komme på en af verdens mest farlige og vovede whitewater rafting-ture på floden. Og kan det ikke blive ekstremt nok, kan man fra Kawarau Bridge nær Queenstown springe elastikspring fra 45 meters højde.

Smuk beliggenhed

Efter et kort ophold ved Kawarau-broen fortsætter vi turen mod Queenstown. Lige før vi når byen, kommer vi igennem New Zealands sydligste vinddistrikt i Gibbston Valley, hvor der fremstilles hvid- og rødvine af høj kvalitet.

Queenstown ligger flere steder klistret op ad bjergskråningen med en fantastisk udsigt over området med den z-formede Wakatipu-sø. Byen har cirka 10.000 indbyggere, og er centrum for regionens turisme. Årligt valfarter omkring to millioner turister til byen og omegnen. Det var i øvrigt guldfundene i 1860’erne, som grundlagde byens vækst og velstand.

Queenstown er fyldt med souvenirbutikker, restauranter og caféer i de små hyggelige gågader, hvor det tydeligt kan ses, at byen kun er godt 150 år. Fra byen kan man tage på krydstogt på den flotte sø – oven i købet med den over 100 år gamle hjuldamper TSS Earnslaw.

Der er også en svævebane fem minutters gang fra byens centrum, som går op i 1200 meters højde. Her fra er der en storslået udsigt over byen og dens omgivelser ved den smukke sø. På toppen findes en stor restaurant, hvor vi spiste frokost i solen, mens vi nød udsigten til den flotte natur.

Vi tog ned igen med svævebanen og gik på opdagelse i den lille bymidte, hvor sprogenes mangfoldighed røbede, at de besøgende kommer fra overalt i verden.

De indfødte Maorier

Man mener, at det er i Otago-regionens kyst­egne, at maorierne i første omgang slog sig ned, da de ankom til New Zealand fra Oceanien for over 1000 år siden. Senere drog de også ind i det indre dele af landet – det tyder fund af fiskeruser, spyd og knive af ben langs floderne i hvert fald på

Den første europæer der kom til Wakatipu-søen var Nathanael Chalmers. Med den indfødte stammehøvding Reko som fører udforskede han området ved søen i 1853. Reko kunne fortælle ham, at de indfødte besøgte sølandet, når de indsamlede Pounamu (grønsten).

Maorierne kendte godt til guldet langs floderne, men de kendte ikke teknikken til at få det smeltet ud af malmen, og derfor var det uinteressant for dem.

Først syv år senere kom nybyggerne William Gilbert Rees og Nicholas von Tunzelmann hertil og grundlagde det, der senere blev til Queenstown. De byggede i 1860 en fårefarm på det sted, hvor byens centrum ligger i dag.

Byens navn fra 1863

Da der blev fundet guld i Arrow-floden i 1861 indså Rees, at der ville være flere penge i hoteldrift end i fåreavl, så han ombyggede sine fåreavlsbygninger til et hotel, der lå samme sted, som hotel Eichardt ligger i dag.

Mange af Queenstowns gader bærer navne fra guldgraveræraen, og der er flere historiske bygninger tilbage. William Cottage, Lake Lodge i Odphir, Queenstown Politistation, og den anglikanske Peterskirke ligger tæt på hinanden i det udprægede historiske kvarter.

Minearbejderne kaldte stedet The Camp, men i 1863 besluttede nybyggerne at døbe The Camp om til Queenstown til ære for den engelske dronning Victoria. Maorinavnet for Queenstown er i øvrigt Tahuna, som betyder »lavvandet bugt«. Nær byen ligger der fire alpine skisportssteder – Cardrona Alpine Ressort, Coronet Peak, The Remarkables og Treble Cone – ligesom der er mulighed for langrend på Waiorau Snowfarm. Nær Queenstown er der flere landskaber med lokaliteter, der blev brugt under indspilningen af de tre »Ringenes Herre«-film.

Arrowtown

Den lille by Arrowtown er en af de mest autentiske byer i New Zealand. Her har man bevaret omkring 70 bygninger fra guldgravertiden. Da guldfeberen var på sit højeste, boede her i en kort periode fra 1861 til 1864 over 7000 mennesker.

Efter at feberen havde lagt sig, faldt indbyggertallet til omkring 200 i begyndelsen af 1900- tallet. Men siden er byen igen vokset, og i dag bor her godt 2000 mennesker. Byen er blevet en slags museumsby. På fremragende vis er de gamle bygninger fra guldgravertiden bevaret og restaureret, og på det spændende museum Lake District Museum skildres minearbejdernes liv og arbejde i form af fotos, skriftlige beretninger og redskaber. På museet kan man blandt andet læse en beretning om, at der i 1862 var så meget guld langs Arrowfloden, at det lå og flød uden for guldgraverne telte.

Bristede drømme

Jo, der var glade dage under guldfeberen, og restauranter og caféer blomstrede op. Mens guldfeberen var på sit højeste, blev teltene hurtigt afløst af hytter af træ og senere stenhuse. Guldfeberen tiltrak forretningsfolk, andre nybyggere, landmænd, lykkeriddere og letlevende kvinder og kriminelle. Alle havde en drøm om at blive rige og skabe sig en formue, men mange af drømmene bristede hurtigt, da der ikke var mere guld.

Derefter forsvandt de fleste fra Otago-regionens indre. Kun nogle få forretningsfolk og landmænd blev tilbage, og de der holdt ud, var med til at opbygge en infrastruktur, som langsomt blev bedre og bedre op igennem 1900-tallet. I dag er det landbrug, turisme og vindyrkning som den indre landsdel lever af i et meget smukt og barsk landskab med korte kolde vintre og lange varme somre.

Fakta om rejsen

Under rundturen i New Zealand lejede jeg en autocamper fra udlejningsfirmaet Maui. Det kostede cirka 1000 kr. pr. uge. Brændstof koster cirka 4,50 kr. pr. liter

Der er venstrekørsel i New Zealand, kun få motorveje og megen bjergkørsel. Afstandene er store, så beregn god tid til kørsel fra sted til sted.

Man kan flyve til Auckland via Bangkok, Hongkong, Singapore, eller Dubai, eller man kan flyve direkte til Christchurch fra København, London, Frankfurt, Düsseldorf, Paris eller Amsterdam.

En returbillet koster cirka 10.000 kr.

Læs mere om New Zeeland og Otago-regionen:

www.newzealand,com

ww.visitqueenstown,com

www.arrowtown,com

www.myplanet.dk

www.maui.co.nz

www.museumqueenstown.com