I min ungdom opholdt jeg mig et år på Grønland, hvor jeg arbejdede som kontormand i Frederikshåb. (Pamiut).  Mange af de mennesker jeg gennem årene har mødt,  dels på Grønland og dels herhjemme har et slogan: Engang Grønland , altid Grønland. Og dette slogan har jeg taget til mig. Grønland er en vidunderlig ø – verdens største-  og jeg har siden mit  første møde med landet besøgt det syv gange.  Grønland har en fantastisk natur og vildlife.  En natur som er så storslået og dragende, at den næsten er ubeskrivelig i sin majestætiske ensomhed.

Lige siden Erik den Røde slog anker i en fjordbund i Sydgrønland en sommerdag for godt 1000 år siden og af vanvare og forbløffelse over den frodige og grønne fjorddal kom til at kalde landet Grønland, uden at ane at der bag de høje fjelde strakte sig evige is marker, har man talt om ørreder eller laks, som grønlænderne kalder fiskene i de grønlandske elve. Der findes et hav af elve på Grønland med fjeldørreder. Her lever den og lokker ikke alene lystfiskere til, men også grønlænderne, som gennem århundreder har betragtet fjeldørrederne som et kærkomment kosttilskud til de mange andre forskellige fiske- og dyreretter. Ørredens fighterevner tyder på, at naturens vildskab har påvirket den.

Man har altid talt om den fantastisk rige fauna, som lever i og omkring Grønland i fjelde, på højsletter, i fjorde og på havet. Edderfugle, måger, teister, havlitter, havørne, ravne, ænder, ryper samt polarræve, polarharer og isbjørne. Dertil moskusokser og rener for blot at nævne nogle af de mest kendte fugle og dyr fra det grønlandske natur.

Efter fjeldørred

I juli/august, der er de bedste måneder for fiskefangst, klukker elvene overalt i Grønland forholdsvist dovent af sted på deres vej mod fjorden.  For nogle år siden  var  jeg på ørredfiskeri ved  Robinson -elven, der løber ud i Sdr. Strømfjord  cirka 30 km vest for Sdr. Strømfjord. Her  boede jeg  og en kammerat i en lille uge i telt og levede af naturen i begyndelsen af august, hvor der endnu var midnatssol.  Om natten var det minus  én grad, men i dagtimerne strålede solen og det var op til 26-27 grader. Det var eventyrligt.

Vore lille teltlejr lå cirka 10 meter fra eleven, hvor strømmen hist og her snubler over klippeblokke. Elven så meget fredelig ud, men man skal ikke lade sig narre af denne idyl. Om foråret, når sneen smelter og vandet i enorme fosser vælter ned fra fjeldene, skærer elven mange steder tænder, og den forvandles til en malstrøm af kogende hvirvler, som maser sig frem i skumsprøjt mellem de rullende og stationære klippeblokke.

Følger man den bugtende elv, der langs bredden mange steder har pilekrat, nåede jeg efter nogle kilometer et brat sving, hvor elven stiger en del, og hvor strømmen var stærk. Her findes store klippeblokke ude i den stærke strøm og bag klippeblokkene store bassiner. I skyggen under vandets fald, hvor skumsprøjt brydes i alle regnbuens farver plejer ørrederne at stå.

 Mens jeg gik langs med elvens leje, bevægede jeg mig nogle steder omkring 3 m over selv elvlejet, så højt har vandet stået midt på sommeren. Længere fremme så jeg et område, hvor elven endnu er ca. 10-15 m bred. Her var der et par store pools, hvor vandet var rimelig roligt. Jeg havde på fornemmelse at her måtte der stå fjeldørreder.

Store fjeldørreder

 Min fornemmelse var rigtig. I det klare ca. 1 m dybe vand midt i poolen stod vel omkring 30 fjeldørreder front mod den svage strøm. De største var mellem 50-70 cm lange, altså flotte store fjeldørreder på mellem 3 og 5. Jeg gik i gang med fiskeriet og efter at have landet  fire  fem fisk, gik jeg længere ned mod bugten, og elvlejet blev nu bredere og bredere og med en masse dybe huller, og alle steder var der masser af fisk. Ørrederne legede og var i færd med at sikre næste generation. De største fisk jeg kunne se, var mellem 75 og 90 cm lang måske 5-6 kg. Jeg fik nu en af de store fisk på krogen kunne jeg mærke.  Det tog mig over en halv time at få den landet efter at den havde foretaget nogle gevaldige lange udløb og en masse spring over vandet. De var en spændende  fight. Det viste sig at ørreden var 71 cm lang og vejede lidt over 4 kg.

Jeg fornemmede midnatssolen bag fjeldene mod nord. Klokken var lidt over  to så jeg besluttede at gå hjem til  vores telt.  Her var fuldstændigt stille, intet rørte sig.  Efter  at have pakket fiskegrejet sammen satte jeg mig for en stund på en sten ved elven  og studerede det myldrende liv i elven og insekternes og småfuglenes leben ved dens udløb i bugten. Jeg befandt mig i en tidløs verden. Kun elvens brusen hørtes og engang imellem den skurrende lyd, når en isskosse gik på grund ude i bugten.

Mens jeg således sad og kikkede ned ad elvens løb, hørte jeg pludselig suset af vingeslag og langsomt kom en stor havørn glidende ned mod elven. Den stod stille over elvlejet et stykke tid, for pludselig som et lynnedslag at dykke mod vandet – middagsmaden var reddet.

Bræer

Men  Grønland et også andet end fisk. I Sydgrønland,  opholdt jeg mig på en af mine ture  i nogle dage. I  bunden af fjordene ved Qaqortoq (Julianehåb) og Narsarsuaq findes flere bræer, som i sommerperioden hælder deres tonsvis af blåhvide ismasser ud i fjorden. Man kan sejle ret tæt på bræerne – kun cirka 400 meter fra deres stejle isvægge, hvis blåhvide ismasser hele tiden skifter farve i solens stråler. Af og til lyder et mægtigt brag, når et isfjeld brækker af og “river sig fri” – hvorefter fjordens vand og strøm tager fjeldet med på dets sidste rejse ud af fjorden, inden det er helt smeltet og opslugt af golfstrømmens varme vand i David Strædet.

Jeg var  ude at sejle med en bekendt og vi  kastede anker godt 300 meter fra land omkring én kilometer fra bræen, efter at have konstateret om vandet er på vej ud eller ind. Der er en forskel på ebbe og flod på knap 4 meter. Vi kaster anker på 8 meters dybde, og i den lille gummibåd med påhængsmotor sejlede vi ind til ørredelven nord for bræen.Vi slæbte gummibåden 10 meter op på stranden for at gå en tur i området og evt. komme op på bræen.

Planter og dyr

Her i denne pragtfulde natur sår vi en havørn i det fjerne, ligesom snespurve og vipstjert nysgerrig i ny og næ betragtede  de nye indtrængere i deres verden.

På sletterne mellem elvens mange forgreninger groede et utal af farverige polarblomster – ikke mindst den flotte op til en meter høje kvan, rosenrod, den røde gederams, hvide tæpper af blomstrende polar kæruld nær ved elven. Desuden blålyng og stenbæk, mens blåklokken gyngede blid i vinden med dens karakteristiske blå klokkeblomster. Fjeldsyre, isranunkel og moslyng  sås også her i det frodige landskab. Blåbær og røde tyttebær, multebær og sorte revling lokker os til en smagsprøve.

I det fjerne mellem elvens brusen hørtes den typiske “grok grok” lyd fra fjeldrypen, der endnu var klædt i den gråbrune sommerdragt. Her var også fald fra rener, og i en lille dalsænkning 300 – 400 meter fra os fandtes en fin vegetation, som formentlig gav  føde til vildrenerne på deres vandringer i området.

På sejlturen hjem til Julianehåb fulgte vi fjordens sydside, hvor vi passerer et fantastisk 500 – 800 meter højt fuglefjeld, hvor rider og svartbag i tusindtal havde fået deres unger på vingerne. Rederne findes på de små afsatser næsten hele vejen op til toppen på den næsten lodrette klippevæg. Her er en kolossal koncert fra de “syngende ” fugle og i fjorden sad ungerne tæt på de flade blåhvide isfjelde, mens de endnu øvede sig i flyvningens kunst. Også enkelte lomvier havde deres yngleplads på fjeldet.

På vores videre sejltur gennem fjorden hjem til Qaqortoq (Julianehåb) så vi et par vågehvaler i det fjerne, vi så dansende sæler, og et par havørne – en enkelt jagtfalk og tusinde af andre søfugle.

Nordboerne i Sydgrønland

Nord for Julianehåb ved den store internationale  lufthavn Narsarsuaq ligger der i  en af fjordene  den 700 gamle kirkeruin Hvalsø kirke, der formentlig blev bygget af Nordboerne i 1300 tallet. I området nær ved  i Eriks Fjorden  kommer vi til Itilleq – havneanløbet for bygden Igaliku. Derfra har du en mindre vandretur (4 km) af Kongevejen til den lille historiske bygd Igaliku.

Bygden er en af de smukkeste i Grønland. Fra passet på Kongevejen ser man ned på de spredte, farvestrålende huse, grønne marker og den azurblå fjord. Igaliku var nordboernes bispesæde, og ruinerne fra deres tid på egnen er imponerende. Bygdens cirka 40 indbyggere lever i dag af fårehold.

Bygden Qassiarsuk  er også kendt som Baratahlid  og ligger omkring  20 minutters sejlads over fjorden fra lufthavnen Narsarsuaq lidt længere nord på. Der bor omkring  50 indbyggere i Brattahlid, som er opstået på det sted, hvor den nordiske viking  Erik den Røde bosatte sig i år 985. I år 2000 blev rekonstruktioner af Erik den Rødes gård og Tjodhildes kirke indviet. De står i dag som et frilandsmuseum, hvor guider i nordbodragter viser rundt og fortæller de gamle historier om nordboerne.

I Sydgrønland er fårehold, kvægdrift og landbrug de vigtigste hovederhverv og kulturen præges af de interessante ruiner fra nordboernes tilstedeværelse på egnen i næsten 500 år.

Når du rejser rundt i Grønland og  bevæger dig uden for byer og bygder og kun er alene i pagt med naturen kommer man til at tænke på den danske polarforsker Egil Knut, der engang har sagt:

”Den aktarktiske rejse bliver en integreret del af din egen livsrejse”. Smukkere kan det ikke siges.