I Nevada i Californien kan du i delstatens store ørken finde en række forladte mine byer, der ligger som spøgelsesbyer, nogle helt forladt andre med få indbyggere i den trist golde varme ørken. Du kender sikkert westernfilmene som ”Sheriffen fra Dodge City”, “High Noon”, “Eldorado”, “Vera Cruz”, “Rio Bravo” og “Shane”. I disse film foregår handlingerne i Deadwood i South Dakota, Dodge City i Kansas og Tombstone i Arizona. Disse tre byer var i følge de mange western-film-myter nogle af de mest lovløse i slutningen af 1800-tallet i ”det vilde westen”.

I Pioches gamle retsbygning ”the million dollar Courthouse” fra 1871 er der indrettet et levende museum, ikke mindst med tekst og fotos men også med redskaber fra de forskellige miner i området. I teksterne kan man læse, at der blandt andet i årene 1871 og 1873 blev begået henholdsvis 12 og 13 mord i byen, mens tallet var 11 i 1872, mens der eksempelvis i begyndelsen af 1870erne ”kun”   blev begået 4-5 mord årligt i Dodge city

                                            

Derfor kan man sige, at i 1860erne og 1870erne var Pioche westens farligste.  Pioche ligger cirka 300 km nord for Las Vegas kun cirka 20 kilometer fra grænsen til Utah. Og byen lå i forhold til de to andre western-byer meget isoleret på Nevadas højslette i cirka 2.000 meters højde og informationerne om lovløsheden nåede ikke ud til omverden på samme måde, som skudduellerne og mordene i Dodge City, Deadwood og Tombstone

                                                                                                                       

Sølvfund

I 1864 blev en missionær ved navn William Hamblin fra den religiøse sekt ”De sidste dages Hellige” af en indianer fra Pauite stammen ført til en sølvåre på en bjergtinde, der hvor Pioche nu ligger. (staten har tilnavnet sølvstaten i dag) Nogle år senere investerede en pengemand fra San Francisco i en smelteovn og dannede et mineselskab Meadow Valley Mining Company. Pengemanden tog området i besiddelse og begyndte at sælge jordlodder til interesserede gulv- og sølvgravere. Og her i de øde bjerge voksede hurtigt en by frem, som snart havde 10.000 indbyggere. Blandt andet var lønnen for minearbejderne i 1870erne fire dollars om dagen, svarende til 80 dollars i dag.

I byens første leveår var der total lovløshed, hvor guld- og sølvgravere, masser af revolverbærende cowboys og andre lykkeriddere strømmede til. Selv om det var minedriften, der tiltrak flest lykkeriddere, fulgte der også cowboys med, der kun var ude på at lave ballade.                                                   Riften om jordlodderne i bjergene gjorde det nødvendigt for mineejerne at ansætte vagter omkring deres miner. I en periode kom der op til 20 ”gunmen” til byen om dagen, og disse ”håndhævere ” af den enkelte mineejers jordbesiddelser førte til lønninger på op til 20 dollars om dagen. Det var en bedre investering end at vente på udfaldet af retssager om retten til jordlodderne. På grund af bestikkelse af sheriffen og dommeren kunne man ikke vente retfærdige retssager.                                                                Det hed sig, at alene den til en hver tid siddende sherifs kontor havde en værdi i bestikkelse på 40.000 dollars – årligt!

Veteraner fra borgerkrigen

Mange af lykkeridderne og mineralgraverne kom øst fra og for manges vedkommende havde de deltaget i den blodige borgerkrig fra 1861 til 1865 mellem nord- og sydstaterne, som førte til Nordstaternes totale sejr. Her havde de dels tilegnet sig gode skydeegenskaber, dels set krigens og dødens rædsler i øjnene, og mange nærede stadig et had til den anden part.

Derfor bar de altid våben, og da der manglede lov og orden i Pioche – pistolen var loven – skete der mange overfald og mord. I perioden fra maj 1870 til december 1872 skete der 122 dødsfald i Pioche og omegn. Ikke alle dødsfaldene var dog mord, idet sygdomme som kopper og kolera samt selvmord også bidrog til den triste statistik.
Det var så farligt og ubehageligt at bo i byen, at nyankomne fredelige borgere flygtede igen, så snart de havde været der i et par dage. 
En af favoritlegenderne fra byens liv i disse lovløse 1870ere er historien om et nygift ægtepar fra Illinois, som havde begivet sig langt vest på til det vilde vesten, som de gerne ville opleve.  

                                 De ankom med diligencen til byens hotel, men idet de steg ud af diligencen, begyndte skyderiet ved hotellet og snart lå tre mænd døde i gadens mudder. Bruden skyndte sig op i diligencen igen og bad om at bliver kørt tilbage ad samme vej, som hun kom fra.  

Byen brændte

Selvom mordene blev reduceret de følgende år, skete der i gennemsnit i en lang årrække 12 mord årligt i Pioche. Engang gik det hedt til. I en såkaldt ”Friday night fire” den 15. september 1872 døde der alene 12 personer, som følge af en pistolduel. De vildtflyvende kugler satte ild til en lagerbygning, der var nabo til restauranten, hvor skyderierne startede. Det betød, at 300 tønder indeholdende sprængningskrudt til brug for minesøgningen, eksploderede og dræbte 12 personer, mens yderligere 47 personer blev såret. Men det værste var, at eksplosionen fremkaldte en storbrand, som bogstaveligt talt lagde hele hovedgaden øde og næsten 2.000 indbyggere blev hjemløse på en nat.
Under den lovløse periode lykkedes det engang imellem at finde en af gunmændene og få ham dømt og enkelte fik op til 15 års fængsel. Men de fleste mordere slap enten ud af byen i tide, eller blev frikendt, fordi ingen vidner turde vidne i retssalen af frygt for at blive skudt af morderens venner.

De myrdede blev begravet på byens kirkegård kendt under navnet ”Boot Hill”, lidt uden for byen. Og de første 75, der blev begravet i Pioche stammede fra skudepisoder og ikke fra beboernes naturlige død.                                                     

                                                                                                  

  Byens første skole så også dagens lys i 1870, hvor 387 elever blev registreret i skolen.
I andre af byens gader ligger i dag forladte – og sammensunkne huse med navneskilte, som de så ud for over 100 år siden.                                                                                                                                                    Picohes blomstringstid varede kun kort, omkring 20 år, så var årene udtømt for sølv og minedriften blev stærkt reduceret. I blomstringstiden prydede omkring 50 værtshuse, et par hotellet med spillekasinoer og omring 25 bordeller byens hovedgade. I dag er der kun  omkring 1000 indbyggere i spøgelsesbyen og kun et hotel med spillekasino samt et par mindre cafeer og et par fødevareforretninger med det mest fornødne. Skal beboerne på stor-indkøb, går turen til den nærmeste større by 170 km væk.