Verdens største melmølle i Minneapolis i USA eksploderede i 1878. Braget kunne høres 15 km borte. 18 arbejdere blev dræbt ved en af byens mest tragiske katastrofer. Mill City Museet fortæller historien ikke alene om eksplosionen, men også om eventyret med melmølle byen, som var melproduktionens hovedstad i mere end 50 år hovedsagelig hvede fra Midt vestens frugtbare landbrugsområder.
En lun forårsaften den 2. maj 1878, lige før solen forsvandt bag skovene mod øst, lød der et kæmpe brag ved Mississippi floden i Minneapolis og en ildkugle kunne ses langt omkring og braget høres 15 km borte i byen St. Paul. Den første eksplosion blev efterfulgt af flere og verdens dengang største melmølle, der forarbejdede hvede fra Midt vestens kornbælte gik op i røg og ild. Det var den værste katastrofe i byens historie, som førte til at 18 arbejdere blev dræbt.
Melmøllen var kun fire år gammel og var blevet bygget af en forretningsmand og iværksætter fra Wisconsin ved navn C.C. Washburn. Han havde set mulighederne for at udnytte vandkraften ved Mississippi flodens eneste vandfald, det cirka 20 meter høje St. Anthony Falls til at bygge den syv etagers høje bygning med melmøller, der blev drevet af flodens vand. Hans første melmølle blev bygget i 1866 og i 1874 byggende han en endnu større mølle, som var en af Minneapolis største arbejdspladser. Byen havde i 1878 cirka 50.000 indbyggere.
Ved atten-tiden den 2. maj ankom natholdet til fabrikken, bestående af 14 mænd, og de skulle stå for driften af melmøllen de næste 12 timer. En time efter deres ankomst lød der tre voldsomme eksplosioner, og alle 14 arbejdere blev dræbt på stedet. Ilden spredte sig med lynets hast i den store delvise træbygning og yderligere to nærliggende melmøller blev flammernes bytte, og her blev yderligere fire arbejdere dræbt.
Gnist antændte melstøvet
Årsagen til de voldsomme eksplosioner skyldtes formentlig at to møllesten var løbet tør for vand og ved at gnide mod hinanden havde det forårsaget en gnist, som havde antændt melstøvet og derved fremkaldt de voldsomme eksplosioner.
Med møllens ødelæggelse havde byen mistet en tredjedel af byens malekapacitet. Ejeren Washburn kom hurtig til byen og besigtigede skaderne og lovede, at han ville genopbygge melmøllen hurtigst muligt. Han holdt ord og allerede to år efter kunne et endnu større fabriksanlæg indvies. Dels var produktionskapaciteten større end den eksploderede mølle, men fremfor alt var sikkerheden øget og nye teknologiske landvindinger blev taget i brug ved byggeriet. Den nye Mølle var i produktion helt frem til 1965.
Denne tragiske historie sammen med hele Minneapolis udvikling som industriby, hvor vandkraften fra Mississippi-floden spillede en afgørende rolle ved forarbejdning af kornprodukter, der først via hestevogne, senere med jernbanen blev transporteret til byen fra kornbæltet i næsten 100 år.
Alt dette og meget mere kan du se og høre på Mill City Museum, der er indrettet i den tidligere Washburn Melmølle, hvor man også kan se enkelte ruiner af den eksploderede fabrik.
Vandkraft fra Mississippi floden
Det hele startede allerede i begyndelsen af 1800-tallet, hvor en lang række erhvervsfolk og iværksættere så mulighederne i at udnytte vandkraften fra Saint Anthony Fall. Derfor byggede man først en række dæmninger hvorefter vandet i kanaler blev ført til et vandkraftværk i 1850-erne, som i knap 100 år producerede strøm til melmøller og savværker m.v. på begge sider af floden. I 1860-erne umiddelbart efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig i 1865 kom der for alvor gang i industrialiseringen af Minneapolis med bygninger af melmøller og savværker i stor stil. Melmøllerne fik som nævnt korn fra Midt vestens frugtbare landbrugsjorder, og savværkerne fik tømmer fra skovene i Minnesota op mod grænsen til Canada. I slutningen af 1800 -tallet var der 34 melmøller og 14 savværker i byen. Med jernbanens ankomst til Midt vesten efter borgerkrigens afslutning blev kornet transporteret til Minneapolis med jernbanen. Og i 1883 blev Stone Arch Bridge jernbanebroen bygget over floden, således at der nu var lettere adgang fra øst mod vest.
Masse indvandring til USA
Det store boom i maling af mel skal ses i sammenhæng med masse immigrationen til Midt vest- staterne fra begyndelsen af 1850-erne og helt frem til slutningen af 1. verdenskrig. Der var for mange immigranters vedkommende tale om landmænd, og de fik jorden gratis og begyndt en systematisk opdyrkning af den frugtbare prærier mod vest. Det var hovedsagelig skandinaver fra Danmark, Norge, Sverige og Finland (næsten 4 millioner i perioden fra 1850 til 1920) og i samme periode omkring 6 millioner tyskere, som slog sig ned som nybyggere i disse Midt vest-stater.
Disse nybyggere byggede gårde strækkende sig fra de fire store søer, der ligger på grænsen mellem USA og Canada og længere og længere mod vest og syd. I starten var deres landbrugsredskaber ret primitive, blandt andet plove af træ. Men i 1837 opfandt en smed i Illinois ved navn John Deer en stålplov, som var betydelig stærkere end træploven og kunne skære rødder over, når prærien skulle ryddes til agerland. John Deers opfindelse førte de næste 40 til 50 år til en revolution inden for opdyrkning af den frugtbare prærier til majs, hvede, byg, havre og senere sojabønne marker.
Det var denne vækst i kornproduktionen som førte til Minneapolis’ s enorme vækst fra 50.000 indbyggere i 1880 til over 400.000 lige efter 1. verdenskrig.
Minneapolis’ udvikling og vækst er tæt forbundet med landbruget i Midt vesten, melmølleindustrien og savværksindustrien.
Mill City Museet
På Mill City Museet findes udstillinger om byens historie, melmøllerens historie, et vandlaboratorium og et bage laboratorium. Midtpunktet i udstillingen er et meltårn, der strækker sig over flere etager, hvor man sætter sig til rettet i en lille biografsal, hvorefter biografsalen, som en elevator kører til otte forskellige etager i bygningen. På hver etage er der udstillinger med mølleriarbejdere, og vi hører lydbånd og ser sort/hvid film om deres daglige arbejde på fabrikken.
På øverste etage stopper elevatoren, og vi kommer ud i et kæmperum, hvor anlæggets maskiner af forskellig art er udstillet. Musset, der blev indrettet i den tidligere Washburn melmølle blev indviet i 2003.
Af de mange informationer du får under besøget i museet fremgår det, at på østsiden af floden byggede en konkurrent til Washburn, en iværksætter ved navn Phillip W. Pillsbury i 1881 en stor melmølle, året efter at Washburns eksploderede melmølle var genopbygget. Men møllen på østsiden var endnu større. Pillsbury A Mill, som den blev kaldt, var i en periode på over 30 år verdens største, og den forblev i drift ind 2003. I dag der indrettet gallerier til alle former for udøvende kunst i den store bygning.
General Mills – verdens største selskab inden for fødevarer
Washburn selskabet sluttede sig i 1982 sig sammen med en konkurrent Crosby Mill og 28 mindre møller og tog navnet General Mills. Og i 2001 blev en del af Pillsbury Mills opkøbt af General Mills.
Dette selskab er i dag verdens største fødevareselskab med produktion af bagepulver, morgenmad kornprodukter, yoghurt, suppe, snacks, is, sojaprodukter, grøntsager, mel og en lang række andre fødevareprodukter. Desuden har selskabet blandt andet engageret sig i at drive restauranter.
Selskabets historie er således tæt knyttet til byen Minneapolis ’s udvikling og vækst til i dag. General Mills har hovedkvarter lidt uden for Minneapolis og driver forretninger over hele kloden. I 2017 omsatte selskabet for 100 billarder kr. (1 billard = 1 tal med 15 nuller