Petra i den jordanske ørken er omkring 3000 år gammel


Byen der ligger i en dal – højt over Negevørkenen – i Jordan er hugget ud i de røde klipper. Petra stammer muligvis fra cika 1000 år f. Kr. Byen blev bygget af Nabataean-araberne, som i de røde klipper udhuggede flotte slotte, pladser, templer, boliger og gravkamre.
Det var et højt udviklet samfund, der dels drev handel, men også beskyttede de store karavaner, som gik fra Saudi Arabien og ud til handelsbyerne ved Middelhavet, mod røveriske overfald fra de fjendtlige ørkenstammer.  Disse karavaner tilbagelagde mere end 2.000 km fra byer og krydderimarkeder i øst til havnene i vest ved Middelhavet. Nogle af karavaner har måske også haft kurs mod Egypten og det menes, at Kong Salomons karavaner fra Dronningen af Sabas rige langt mod syd også kom forbi Petra. 
Nabataean-araberne havde et veludviklet landbrug. Ved hjælp af overrisling og kunstige vandkanaler udnyttede man store områder i ørkenen til frugtplantager og kornafgrøder. Byen havde kun en adgangsvej og var derfor meget svær at indtage, og i det hele taget meget svær at finde.
Da Romerne kom til Mellemøsten cirka 50 år e. Kr. blev Petra knyttet til det romerske verdens rige som en provins. I denne periode blev flere bygninger i romersk stil opført, bl.a. en lang hovedgade med søjlegange samt et stort romersk amfiteater, som havde plads til ca. 4.000 mennesker.

Glemt af  verden

Efter at handelsruterne ændrede sig, mistede Petra sin betydning, dog byggede korsfarer et fort engang i det 12. århundrede. Men herefter blev Petra “glemt af verden” i mange hundrede år, og først i 1812 blev byen ved et tilfælde opdaget af en svejsisk opdagelsesrejsende.


I dag står Petras røde bygninger og fortæller om Nabataean-folkets storhedstid og om en kultur, der er gået til grunde. 
Man vil i al evighed undres over den mystik, der hviler over hele Petra, som stadig har indgangen med de smalle klippeformationer op mod den blå himmel. Den har været en naturlig forsvarsstilling mod indtrængende fjender.
Efterhånden som vi trænger længere og længere ind i slugten, bliver vi mere og mere forbavset og betaget over de fantastiske farvemosaikker i klipperne, samt de mest mærkelige formationer. De forskellige lag i klipperne er enkelte steder så regelmæssige, at de minder om årene i mahogni-træ. 


Slugten slynger sig i ålesving ind gennem de røde klipper, hvor mørke og lys står i skarp kontrast til hinanden.  Efter ca. 40 minutters vandring stopper vi dånende op. Lige foran os – gennem den snævre klippegang – ser vi halvdelen af en høj bygning. 

Skatkammeret

Vi går lidt videre og pludselig udvider slugten sig og vi står på en åben plads over for en udhugget klippevæg med en ca. 45 meter høj bygning – Al-Khazneh (Skatkammeret) – som er Petras mest udsøgte bygning. Inde i klippen er udhugget nogle få store og mindre rum. Denne bygning har øjensynlig været brugt som et slags toldkontor og modtagelsesbygning. Det næste vi kommer til er den naturlige skakt, som fører ind til selve byområdet. Skakten er meget snæver og på nogen steder 300 fod eller mere dyb. 

Vi er nu kommet ind i Petras centrum og rundt omkring – hugget ind i klipperne – ser vi paladser, boliger og grave. Midt i byen ligger det store og ret stejle romerske amfiteater, som er velbevaret. 
Når jeg står her på den lange brolagde hovedgade med søjlegangen, alene i den dybe stilhed, så kan jeg nemt forstille mig, en af folkets hære komme hjem fra et krigstogt og blive modtaget i triumf af befolkningen. Jeg kan ligefrem hører suset fra jublen blandet med den regelmæssige takt fra fødder mod brolægningen.
En af Petras højeste bygninger er en tre etagers høj struktur, som man mener, har været en kopi af et romersk palads. Indvendig i denne findes kun nogle ganske få rum, alle helt nøgne og tomme.


For at komme op til Petras største bygning, må vi begive sig på en lille smule farefuld, men farverig og interessant bjergbestigning op i de røde klipper. 
Pustende og stønnende efter klatreturen i varmen, kommer vi op til toppen af klippeformationerne. Her har vi så klostret Ed Dir, som er 165 fod høj og 145 fod lang. Man mener at den dels har været brugt som tempel, dels som kristen kirke, da der er udhugget kors på væggene i det lille rum, som findes i bygningen. Her fra toppen af de røde klipper har vi en strålende udsigt ud over den arabiske ørken og højland mod øst. 
Mod syd og vest gennemskærer den store dalsænkning, som forsætter ned gennem Jordan fra Dødehavet, terrænet. 

Negevørkenen

På den anden side af denne kæmpemæssige niveausænkning har vi Negevørkenen i Israel. 
Toppen af de røde klipper kan ses fra Israel og mystikken om klipperne har lokket flere israelere til at foretage en farefuld ekspedition over grænsen tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Mange fuldførte ikke deres eventyr, da de blevet dræbt af jordanske soldater eller hyrder, som fra tid til anden gennemkrydser de ellers mennesketomme områder.
Man forstår fuldt ud “de røde klippers” magiske tiltrækningskraft, når man først engang har set dem og gået rundt blandt fortidens bygninger, med en underlig følelse af ærbødighed og beundring for disse menneskers høje og lærerige kultur.