Næppe noget andet sted i verden findes der så rigt et fiskevand med laks, havørred, fjeldørred, regnbueørred, som den Nordamerikanske Stillehavskyst fra den nordlige del af Californien og op til Alaska helt mod nord.

I alle staterne, der grænser op til Stillehavet, Californien, Oregon, Washington og Alaska i USA og British Columbia og Northern Territory i Canada gøres et enormt arbejde for at sikre bestandene og skabe de bedste be­tingelser for sportsfiskerne.

Bevæger man sig rundt i disse stater ses hele tiden ved selv den mindste elv et ægklækkeri for ædelfisk. De store moderfisk fanges regelmæssigt af alle typer og stryges for æg, og ynglen sættes efter et halvt, helt eller to år — afhængig af art – ud i floder, søer og elve. Omkring 80 % af de producerede ædelfisk genud­sættes til glæde for sportsfiskerne, mens omkring 20% sælges til fiskedamme, der producerer lask og ørred til konsum.

Der findes ingen statistik over hvor mange laks og ørreder, der produceres i de seks nævnte stater, men tallet løber op over en milliard yngel, alt sammen stammende fra de vilde stammer til havs og i elve, floder og søer.

Denne yngel udsættes ved en vægt fra få gram til et par kilo.

Columbiafloden – 2000 km lang

Den  ca. 2000 km lange flod Columbia, der udspringer i Rocky Mountains i Canada løber fra Canada syd på og ind i staten Washington i USA og videre syd på og danner grænse mellem staten Washington og Oregon hele vejen vest på til Stillehavet, hvor den er ca. 10 km bred ved udløbet. Denne flod er en af de mest fiskerige floder i Nordvestamerika.

På Columbiafloden – og dens sideflod Snake River – er der i den amerikanske del lavet 8 dæmninger, hvor vandkraften udnyttes til el-fremstilling. Ved disse damme er der dannet store søer bag, og for ikke at stoppe laksefiskene på deres vej til gydepladserne, er der lavet fisketrapper alle 8 steder, samt dokker, således at fragtskibe i dag kan sejle knap 800 km ind i landet helt ind i staten Idaho.

Transporterne består hovedsagelig af hvede og i de mindre fragtskibe og pramme transporteres hveden til Portland,- hovedstad i staten Oregon,- der har en stor havn, hvortil de oceangående skibe kan sejle – ca. 70 km fra Stilleha­vet.

Men man har naturligvis også tænkt på laksefiskene, da de mange dæmninger til vandkraften blev bygget. De nævnte 8 steder er der flere fisketrapper, således at fiskene uhindret kan fortsætte deres vej til gydepladserne i flodsy­stemerne i bjergområderne.

Bonneville Dam

Den første dæmning – Bonneville Dam – i virkeligheden tre dæmninger – findes ca. 65 km øst for Portland. Her byggedes i 1938 den først af de mange dæmninger og foruden vandkraftværkerne findes her 4 fisketrapper, således at fiskene kan forcere højdeforskellen på 20 m og fortsætte deres vandring øst på ad den store flod. Der er foretaget optælling af fiskene, der går igennem trapperne. Årligt passerer over en million fisk mod strømmen, mens der går mellem 40 og 50 millioner fisk ned ad strømmen mod Stillehavet.

I forbindelse med dæmningsbyggeriet anlagdes det største og første ægklækkerri i Oregon i 1938. Dette er ligesom vandkraftværkerne , dokkerne m.v. blevet udbygget og moderniseret, og idag udklækkes her ca. 70 millioner laksefisk årligt. Det drejer sig om de fem stillehavslaks: Chenook, Coho, Chum, Pink og Sockey, havørred og regnbueørred (steelheads) samt stør.

I Portland by er der flere steder, hvor man kan prøve lykken efter en af de store laks, når de i eftersommeren starter deres opgang til gydepladserne.

Vi havde ikke held med os denne gang. Det store træk af fisk var ovre og vi havde heller ikke megen tid.

Dybdevandstrolling efter laks

Derimod prøvede undertegnede trollingfiskeri efter stillehavslaks nord for Oregon lige på den anden side grænsen mellem USA og Canada i Vancouvrebæl­tet mellem Vancouver-øen og fastlandet.

Vi var fire om bord i den lille moderne motorbåd, der kun blev brugt til sportsfiskeri.

Skipperen hed Peter Quade. Han var af dansk afstamning, idet hans far kom til Canada tre år gammel i 1907. Peter talte dog ikke dansk, men det er karak­teristisk, at næsten overalt i det nordvestlige Amerika fra British Columbia i Nord og Washington, Oregon og Californien i syd, møder man danske navne overalt.

I Oregon f. eks. besøgte vi en frugtplantage – med fiskeret i den nærliggende elv -, hvor ejeren hed Peter Rasmussen- også hans bedstefar var i begyndelsen af dette århundrede udvandret til Amerika og familien havde slået sig ned som farmere i Nordvest området.

Laks på 3.5 kg.

Mens vi langsomt sejlede af sted ca. 2 km fra land i det dejligste solskins­vejr blev vores samtale pludselig afbrudt af den vedvarende ringlelyd fra den ene klokke på den “dybest gående” fiskestang. Der var bid.

-Nu er det op til dig at “fighte” fisken hjem, sagde Peter til mig.

Jeg gik så i gang med at spinde ind – det var svært – fisken ville til­syneladende ikke ud af stedet.

Men efter en halv snes minutter kom den dog op til overfladen ca. 50 m fra båden. Nu sprang den i flotte spring ud af vandet – sølvglinsende i solskinnet. Ikke nogen stor fisk, men alligevel en dejlig fornemmelse at have bid. Efter yderligere 5-6 minutter fik Peter fisken i fangstnettet – fik den ombord og vejet. Det var en coho, sagde han – vægt 3.5 kg.

Der gik nu ikke længe imellem klokkernes ringen på de fire stænger- og der blev igen landet en fisk. Den er for lille tror jeg, sagde Peter. Den skal måle 45 cm. ellers må vi ikke tage den med.

Den holdt ikke målet og blev nænsomt frigjort fra blinket og sat ud i friheden igen.

Vi håbede naturligvis på den helt store fisk på 8-10 kg, som ifølge Peter skulle findes i området, men det er nok tvivlsomt i dag, sagde han. De store kommercielle både med 10-15 stænger har gennemfisket vandet og formentlig fanget de helt store fisk.

Vi fiskede imidlertid videre, og på fire timer blev det til i alt 11 laks. – fem stk. vejede mellem 2.5 og 3.5 kg, mens seks fisk blev sat tilbage til deres rette element igen, da de ikke holdt målet.

En enkelt noget større fisk røg af krogen – det var bare ærgerligt, men vi fik fornøjelsen og glæden ved at fange rigtige Stillehavslaks. Det var nogle spændende timer i meget smukke omgivelser og en sjov debut for mig ud i dybdetrollingens glæder og sorger.

Og på havegrillen hos mine venner dagen efter smagte laksen vidunderligt.

Ferskvandsfiskeri efter steelheads

I august måned flyttes fiskeriet i hele Nordvest området fra saltvandet til de tusinder af mindre vandløb, elve, floder og søer. Her vrimler det med fisk, der med livet som indsats er på vej mod strømmen for at sikre den næste generation af ædelfisk.

De fem slags Stillehavslaks, som vi også møder her på vej op er:

l. Chenook (kongelaks) – kælenavn springlaks – vægt op til 50 kg.

2. Coho (sølvlaks)  – vægt op til 15 kg.

3. Chum – vægt op til 15 kg.

4. Pink – vægt op til 5 kg.

5. Sockeye – vægt op til 7 kg.

I hvert amt er der regler for hvor mange laks og ørreder, der må fanges dagligt. Fra to til fem fisk og de skal måle minimum 45 cm for Chenook og mindst 30 cm. for de øvrige. De forskellige begrænsninger skal man søge oplyst lokalt, når man løser fiskerkort – det skal man nemlig. På den måde bidrager man også til fiskeplejen.

Der gøres en enorm indsats fra sportsfiskerorganisationer og foreninger lokalt og regionalt og i samarbejde med myndighederne for at beskytte fiskevan­dene mod forurening og overfiskning.

Det er muligt at dybdetrolle hele året rundt langs vestkysten af Nordameri­ka. Men de helt store fisk fanges fra slutningen af juni og til begyndelsen af september. Sidst på sommeren begynder laksen de store vandringer op i vandløbene, og så flyttes fiskeriet fra det salte til ferskvandene.

Områderne her i Nordvest er også berømte for de store regnbueørreder -steelheads, som de kaldes her, og det er vilde fisk i modsætning til de dambrugs regnbueørreder, vi kender fra Danmark.

I mange søer og floder og elve kan man fange steelheads med en vægt på op til 8-10 kg, 4-5 kg for bækørreder og 8-10 kg for fjeldørreder oppe i elve og søer i den flere tusinde km lange bjergkæde Rocky Mountains.

Campbell River

På Vancouver Island, hvortil man kan komme med færge både fra Canada-siden -fra Vancouver og fra Washington-siden – Seatle – findes nogle af de bedste fiskevande i Canada.

Et af stederne er byen Campbell River ved floden af samme navn. Byen kalder sig  “verdens lakse-hovedstad”.

For ca. 82 år siden grundlagde en række sportsfiskere klubben ved navn “Tyree Club”. (Tyree betyder laks over 15 kg) Klubbens medlemmer skal overholde nogle meget restriktive regler, når der fiskes. Blandt andet må der kun bruges robåde, og kun enkeltkroge. For at blive medlem skal man fange en laks på mindst 15 kg. Det er almindeligt, at der i Cambell River fanges laks på mellem 15 og 25 kg. Den største laks i øvrigt fanget i British Columbia vejede 63 kg. – men det var en kommerciel laksebåd, der fangede denne kæmpelaks.

Drivgarn – en trussel mod laksene

Den største trussel  mod lakse-og ørredfiskeriet kommer fra de store fiskeflåder i Stillehavet. Det drejer sig ikke mindst om ca. 1000 store japanske, taiwanske og koreanske drivnets-moderskibe.

Disse fiskeflåder udlægger drivnet, der måler 30 til 100 km i længden. Der fiskes efter makrel og tun. I nettene dør millioner af laks og steelheads, der stammer fra Nordamerika, samt et ukendt antal millioner af delfiner, sværdfisk med flere. De døde fisk efterlades som affald i havet.

Denne form for fiskeri er forbudt i Nordamerika.

En række sportsfiskerorganisationer og græsrodsbevægelser dannede for nogle år siden en organisation ved navn “Seacops” med det formål, at få dette fiskeri forbudt. Men endnu er det ikke lykkes. Man kan blive støttemedlem af “Seacops”. Organisationen arbejder ihærdigt med oplysning og argumenter imod dette rovfiskeri, således at der fortsat vil være millioner af laksefisk, som om efteråret går op i de tusinder floder på den amerikanske stillehavskyst for at sikre artens bestående – og til glæde og fornøjelse for millioner af sportsfiskere.