Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og det er bagende varmt. Derfor er det skønt afkølende at gå under de kæmpemæssige ”live oaks” – stedsegrønne egetræer – i den store park, der omgiver den tidligere sukkeplantage Lauras hovedbygning eller palæ. Det er i to etager og den øverste etage er kun tilgængelig ved hjælp af en udvendig trappe. Men denne bygning udstråler ikke den rigdom og ødselhed, som præger de to andre plantager, jeg besøgte, Houmas House (The Sugar Palace) og Oak Alley Plantation. De to sidstnævnte hovedhuse er hele paladser i tre etager med masser af værelser og med flotte altaner hele vejen rundt om etagerne, og med flotte søjler som bærende elementer.
Ved siden af alle de storslåede plantage palæer ligger andre bygninger. Det drejer sig om gæstehuse, forrådshuse m.v. og i udkanten af de store parker, som omgiver alle bygninger, ligger de usle og primitive træhytter, hvor slaverne boede. Fælles for de tre plantagehovedsæder er, at de indenfor de sidste 30-40 år er blevet opkøbet af investorer og fonde, som har renoveret og tilbageført bygningerne til deres storhedstid fra begyndelsen af 1800- tallet og frem til borgerkrigen mellem Nord- og sydstaterne fra 1861 til 1865.
Turistattraktioner
De 10 mest berømte plantager fra Louisianas fortid er blevet nænsomt restaureret og her skildres via fotos, malerier, møbler, køkkengrej, spisebestik, porcelæn, malerier, arbejdsredskaber, møblementer og indretning af værelserne 250 års historier om de mennesker, der levede her. Der var tale om sukkerrørsbaroner, som levede et ødselt liv med fest, selskaber og rejser, mens de blev serviceret af sorte slaver på alle ledder og kanter. Slaverne var meget religiøse (Kristendommen) og deres tro på Gud var med til at føre dem gennem det helvede, som tilværelsen var på hovedparten af dem. Så i deres sparsomme fritid sang de og spillede de musik og dyrkede kristendommen på forskellige vis. Det er først de senere år, at befolkningen i Louisiana er blevet bevidst om, at livet på plantagerne ikke var så romantisk, som mange ville gøre det til, fordi man glemte at fortælle historien om slaverne og deres usle levevilkår.
Sandheden skjules
Man kan næsten sige, at der har ligesom været en fortrængning i de hvides fortælling om plantagelivet, skrev den sorte forfatter Terri Simon Coleman i en artikel i en bog om turisme i New Orleans. Citat fra artiklen: I folkeskolen lærte jeg om de rige familiers liv, deres dyrkning af sukkerrør, om såning og høstning af sukkerør og om plantagers økonomi, men jeg hørte meget lidt om slavernes vilkår. Intet om, at det var dem, der drænede sumpområderne, dem der vadede i vand til livet for at hugge cyprestræer til byggematerialer i de malariahærgede sumpe, og dem der plantede sukkerør med hånden, høstede sukkerrør med manchetter, hvor en medslave ofte kom til skade, dem der blev bidt af slanger, dem der fik infektionssygdomme. Ej heller hørte vi om, at slaverne arbejdede 18 timer dagligt i op til 40 graders fugtig varme i bagende sol, og kun havde fri en dag om ugen og at de boede i usle træhytter, hvor der boede 6 til 8 personer på cirka 25-30 kvadratmeter, og hvor spædbørnsdødeligheden var høj. Derimod fokuserede skolebøgene på leveformen hos det aristokrati, som ejede sukkerørsplantagerne og som enten var indvandrere fra Europa – Frankrig, Spanien, Tyskland – eller fransk- canadiere, (kaldet kreolere) der flygtede til Louisiana fra Nordamerikas nordøstlige stater, da franskmændene her blev smidt ud af englænderne i slutningen af 1700-tallet.
Underholdning
De store palæer er blevet åbnet for offentligheden i 1970erne og 1980erne, og udover rundvisninger i de ødsle saloner, arrangeres der i dag fester, koncerter og bryllupper på plantagerne, og parkerne og markerne er nogen steder lavet om til Golfbaner. Det er lige som om, at nogen glemmer at fortælle om et stort beskæmmende kapitel i Louisanas historie, fastslår forfatteren. Det var dybt fascinerende at høre om fortiden og høre om det liv i sus og dus, som ejerne og deres familier levede – om sommeren på plantagerne og om vinteren i flotte byhuse i New Orleans, mens samtidig trist, når man kender baggrunden for deres rigdom. Ingen i denne overklasse lavede noget fysisk, børnene ej heller, det hele drejede sig om fester middage, underholdning, teaterbesøg og rejser rundt i USA og nogen gange til Europa. Og at man først nu er begyndt at fokusere lidt mere på de sorte slavers forhold, forargede mig en smule. Fordi uden de omkring 300.000 sorte slaver, som ved borgekrigens slutning arbejdede på omkring 1200 sukkerørsplantager i Louisiana, havde plantageejerne og dermed også byen Louisiana aldrig opnået, den rigdom, som den fik, og som byen stadig lever højt på den dag i dag.
Fransk i godt 200 år
Ruten ad flodvejen, hvor de 10 besøgsplantager ligger, starter cirka 25 km vest for New Orleans, og slynger sig langs med Mississippi floden og strækker sig omkring 100 km langs floden mod nordvest. Staten var i godt 200 år fransk efter at den franske opdagelsesrejsende René Robert Cavelier de la Salle navngav regiongen Louisiana til ære for solkongen Ludvig XIV i 1682. Det franske herredømme dominerede indtil 1803, hvor general Napoleon solgte Louisiana til USA. Under fransk herredømme slog mange nybyggere sig ned her og begyndte – med hjælp af sorte slaver – at omdanne de enorme sumpområder – lidt større end Danmark – i den sydlige del af staten langs Mississippi floden og ud mod Den mexicanske Golf til frugtbare landbrugsarealer til dyrkning af hovedsaglig sukkerør. Plantagernes storhedstid – og med brug af flest slaver – var fra omkring 1800 og frem til den nordamerikanske borgerkrig,
Slægtshistorie
Ægteparret Sand og Norman Marmillion har igennem mere end 25 år forsket i kreolernes (folk med canadisk- fransk baggrund) historie. Han er fjortende generation i Louisiana, der nedstammer fra kreolere, som etablerede en sukkerrørsplantage på den vestlige bred af Mississippi-floden nær Vacherie cirka 60 km fra New Orleans. Baseret på fem tusind dokumenter relateret til plantagen Laura opdaget i Archives Nationales i Paris, har ægteparret genskabt historien om denne plantage. Hovedkilden er et manuskript nedskrevet i 1936 af Laura Locoul Gore. Hun var fjerde generation på plantagen, som blev grundlagt af franske nybyggere i midten af 1700-tallet. Hun blev født i 1861, samme år som borgekrigen mellem nord og syd startede. Hun arvede plantagen efter sin far, men hun var ikke interesseret i at blive plantageejer, efter at hun havde forelsket sig i en rig amerikansk (protestant- hun selv var katolik) forretningsmand fra St. Louis, og hun solgte i 1891 plantagen og flyttede til St. Louis.
Barndomsminder fra en gammel plantage
Da hun var 70 år begyndte hun at nedskive sine memoarier, kaldet ”Barndomsminder fra en gammel plantage”, og gjorde dem færdige i 1936, hvor hun overlod manuskriptet til en ven, som skulle udlevere materialet til hendes børn efter hendes død. I ”Barndoms minder på en gammel plantage” bekriver hun livet på plantagen i de godt 30 år hun selv kan huske, krydret med egne notaler og fortællinger fra bedsteforældre og forældre om hele familiedynastiet, inklusiv de indviklede familieforhold mellem brødre og søstre, fætre og kusiner, onkler og tanter m. flere. Manuskriptet til bogen blev fundet af Ægteparret Sand og Norman Marmillion, og det førte til at de i 1993 via en fond købte det da forfaldne plantagepalæ Laura, restaurerende det og parken på cirka fem tønderland. Samtidig fik de udgivet Lauras fortælling kombineret med deres egne optegnelser om familien før og efter Lauras levetid og videre forløb efter at Laura solgte plantagen i 1891. Bogen giver et levnede billede af livet i på 1. klasse i Locoul familien, som levede et liv i rigdom, dels på plantagen, og dels i Louisiana. Middage, fest, farver, musik, teater, opera og underholdning var livets omdrejningspunkter i familien samtidigt med meget stærke familiebånd. Slaverne omtales kort og det var helt personlige slaver, som familiemedlemmerne fik et godt forhold til. Daglivet i plantagerne med slavernes hårde arbejdsliv og leveforhold beskriver Laura Locoul Gore kun sporadisk.
Borte med Blæsten
Det er også interessant, at Lauras erindringer blev skrevet på samme tid, som en anden stærk kvinde sad i Atlanta, hovedbyen i staten Georgia cirka 700 km mod nordøst og beskrev livet i datidens Atlanta fra før og under borgerkrigen. Hendes navn var Margaret Mitchell og hendes bog ”Borte med blæsten” blev også til på baggrund af egne notater gennem barndommen og fortællinger fra forældre og bedste forældre. Forskellen på de to bøger er at mens Margaret Mitchells bog er fiktion, så er Lauras bog egne oplevelser under og efter borgerkrigen. Laura skrev bogen for at give den til sine børn til minde om hendes slægts liv og levned, mens Margaret Mitchell skrev bogen til ære for sin mand. Hun ville ikke have den udgivet, men lidt mod hendes vilje blev den alligevel udgivet i 1936 og blev en bestseller, og en af verdenshistoriens store litterære værker, som også blev omsat til den populistiske og romantiske film ”Borte med blæsten” med premiere i 1939.
Fælles for begge historier er, at de fortæller om en tid, som efter borgerkrigen i 1865 forsvandt for evigt, nemlig det gamle syden med dets feudale system med aristokratiske plantageejere, som takket være slavernes lidelser levede i sus og dus. Plantage Palæet Laura er et af de 10 plantagepalæer, som har daglige rundvisninger.
www lauraplantation.com
Fakta Louisiana
Stat i det sydlige USA ud mod Den mexicanske Golf. Subtopisk klima
Cirka 5 mio. indbyggere
Godt 3 gange større end Danmark
135.382 km2
Største by New Orleans med cirka .700.000 indbyggere
USA’s længste flod Mississippi/Missisuri løber igennem byen og
Udløber i Golfen cirka 30 km fra byen.
1/3 af befolkningen er hvide, mens resten er af Afro-amerikansk afstamning.
Der er daglige flyforbindelser fra Europa blandt andet via London og Amsterdam til New Orleans
Pris tur/retur fra 4500 kr.