Næsten hele dagen havde det regnet. Vi kørte gennem Vestlandets bjergveje, op ad fjeldet, ned i dalen, op igen. Det var meget afvekslende, men også trættende og ikke mindst i den silende regn med lille sigtbarhed. Målet for bilturen var Bergen, og Vestlandets ry med masser af regn slog ikke fejl, men vi havde dog en tro på, at når vi nåede kysten, ville regnen ophøre og vi kunne fejre Sct. Hans aften i sol.

Da vi nåede Bergen midt på eftermiddagen begyndte det at klare op, og vores ønske gik i opfyldelse – sol og stille vejr. Nu troede vi på, at det var muligt at tage ud i skærgården og holde fest der.
Vi nåede vores bestemmelsessted, familien Halvarson – min kones venner – i udkanten af Bergen. Deres dejlige hus ligger med udsigt ned mod havnen – her skulle vi være de næste tre dage. Foruden at fejre Sct. Hans aften skulle vi på sightseeing i kulturbyen Bergen – høre musik m.v.

”Vi sejler kl. 18.00” sagde vores værter lige efter vores ankomst og en tiltrængt forfriskning. ”Men selvom det nu er dejligt sommervejr, så tag en varm sweater med. Det kan blive køligt ude i skærgården,” lød beskeden til os.
Vi kørte i familiens store Volvo ned til lystbådehavnen, hvor fire familier havde sat hinanden stævne. Proviant, tøj og brændstof blev båret ombord på fire motorsejlere, og snart var de fire både fyldt lastet med glade mennesker på vej ud i skærgården – målet var en ø yderst ude i havet – ca. 1 times ”køretur” som nordmændene siger.

Bål og picnic

Vi nåede den udvalgte ø, og i en lille vig var der bygget en lille anløbs bro. Her lagde bådene til og alle hjalp med at bære mad, drikkevarer, tæpper og andet udstyr i land til en festaften.
De store børn blev sat til at samle grene og drivtømmer til bålet. Bålpladsen blev udpeget i en lavning med læ på den nøgne ø, og snart var bålet tændt, mens der på tæpper blev dækket op til picnic omkring bålet.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var godt 22 grader varmt. Alt tegnede til en dejlig aften. 
Efter en times forberedelse kom der gang i spisningen – børnene lavede snobrød ved bålet og vi voksne gik i gang med det helt store kolde bord samt masser af øl og vin, stemningen steg og steg. 
En af deltagerne havde medbragt en harmonika og efter at den første sult havde foretaget sig, gik han i gang med musikken. Først lystige viser, senere dansemusik. De dejligste toner lød i den lune sommeraften og på en nogenlunde flad klippe gik dansen lystigt.

Der var en særlig stemning over aftenen – glade stemmer, musik, det gnitrende bål, mens vi i vores næsebor havde den specielle duft af saltvandsgusen fra Nordatlanten.
Nu og da hørte vi også den monotone tøffen fra en motorsejler et stykke borte, mens søfuglenes skrig blandede sig til tonerne fra harmonikaen i en konkurrence om at vinde gehør.

Der blev festet til over midnat i den lyse nat – selvom man ikke har midnatssol her i Bergen – er man så langt mod nord, at det næsten kun er tusmørke et par timer omkring midnat.

På andre skærgårdsøer i området så vi masser af bål. Andre af Bergens beboere havde benyttet det dejlige, stille sommervejr til en tur ud i skærgården for at fejre Sct. Hans aften.

Ved 1-tiden ryddede vi festpladsen og gik i bådene og sejlede hjem mod Bergen efter en pragtfuldt oplevelse – Sct. Hans på en anden måde og dog ikke så langt fra den danske tradition.

Når man har besøgt Norge i kortere eller længere tid, forstår man godt nordmændene, når de synger ”Ja, vi elsker dette landet.” En tur som denne op gennem Sydnorge fra Larvik over Hardangervidda og ud til Bergen, er en pragtfuld naturoplevelse. Og man kommer ikke alene til at elske landet, men også dets befolkning. Først skal man dog lige vænne sig til det syngende og måske lidt vanskeligt forståelige sprog. Selv om det danske islæt kan genkendes, har det norske sprog mange forskellige dialekter. Man kan derfor meget let komme ud for sprogforviklinger, som f. eks. da vi skulle ud at sejle. 
” Nej” sagde vore værter, ”her sejler vi ikke. Her ”kører” vi i vores motorsejler.”
Og det er måske også mere logisk?
Andre i selskabet spurgte, om vi havde været over ”viddarne”. I motorlarmen opfattende jeg hans hurtige replik, som om han spurgte ”skal I overvintre?”
”Nej, det skal vi ikke,” svarende jeg. Misforståelsen blev dog hurtigt opklaret til stor morskab for alle i båden.

Vi fik en rigtig hyggelig ”køretur” ud til skærgårdsøen, og vi skulle på hjemvejen til Danmark ganske rigtig over vidda, nemlig Hardangervidda – et fjeldplateau i ca. 1.800 meters højde.

Efter hjemkosten til Bergen festede vi videre i familiens skød, men efterhånden meldte trætheden sig og vi gik til ro.

Bergen – Griegs fødeby

Næste dag – efter at have sovet længe – blev det tid til en rundtur i Bergen, der er Norges næstestørste by med over 200.000 indbyggere. Byen blev grundlagt i ca. 1070 af kong Olav Kyrre – navnet betyder den fredsommelige – en stout og venligtsindet viking.
Det var havet og handelen, der allerede i middelalderen gjorde Bergen til en betydelig havne- og handelsby. I dag er byen en moderne industriby, hvor skibsfarten har gjort den til en af landets største havnebyer, hvor også olieindustrien har bidragets til byens vækst.

Minderne fra fortiden har man dog værnet om og de moderne bygninger ligger side om side med de gamle middelalderhuse, kongeborgen ved havnen og de karakteristiske kirketårne fra stavkirkerne, der hæver deres tårne over de spidsgavlede trægårde på Bryggen, der gennem århundrede har været centrum for Bergens borgerskab og i 300 år var Hansestædernes hovedstad.

Museer og andre historiske seværdigheder, moderne stormagasiner, dejlige fiskerestauranter, hvor de norske specialiteter nydes i fulde mål, lokker turisterne og den lokale befolkning. 
Musikelskere må ikke glemme at besøge Edward Griegs hjem på Troldhaugen, men man kan også overvære shows, hvor vestlandsbygdernes folkemusik og folkedans holdes i hævd.

Bilturen fra Bergen over Hardangervidderne ned mod Larvik eller Kristianssand er et kapitel for sig. Vi valgte turen mod Larvik og i dejligt vejr er det en nydelse, men i regn og tåge et mareridt.

Fra Bergen kørte vi mod Voss og videre langs fjorden til den lille by Kvanda, hvor en lille færge bringer os over fjorden til byen Kinsavik – igen fulgte vi den maleriske snoede vej langs fjorden ca. 40 km til industribyen Odda. 
Og herfra gik turen videre mod Rørdal, hvor vi på vejen passerede en af Norges største fosser –  Låtefoss, der med sit 165 m høje frie fald kaster enorme kaskader af vand ud over fjeldsiden. Solens lys brydes i alle regnbuens farver i denne vandpantomime omgivet af klipper og nåleskov på begge sider. 
Fra Rørdal begynder opstigningen til højfjeldet. Smukke dale med dybe fjorde, langstrakte søer vekslende mellem skove og opdyrket land er karakteristisk for området.
Efter mange hårnålesving når vi op, og vi valgte at tage turen op over selv passet, selvom der er bygget en tunnel nær bygden Haukelister.
Da vi nåede op på fjeldplateauet blev vi mødt med klatter af sne og is, som endnu ikke var smeltet sidst i juni måned. Trægrænsen blev passeret og de nøgne klipper var fyldt med mos, rensdyrlav og små buske. Området langs passvejen er meget barsk og kun fårene trodser naturens luner og opholder sig her 4-5 måneder om sommeren.
Efter at havde passeret Hardangervidderne begyndte nedturen til en lille hyggelig by Dalen, der ligger smukt ved en lang sø. Fra Dalen videre mod Vrådal, Drangedal og Porsgrunn og derfra til Larvik, hvor færgen mod Frederikshavn ventede.

En sommertur til Norge og ikke mindst at opleve Sct. Hans aften i en solfyldt lun aften i skærgården, sætter turen i relief. 
Intet under at over 400.000 danskere hvert år holder ferie i Norge – vi er simpelthen vilde med landet.